URBANblog
jump to navigation

Opbrud og forandringer torsdag, 26. jan 2012

Skrevet af underoverfladen under Arbejde, Hverdagsliv, 3 kommentarer

Så blev næste samtale overstået - og jeg tror det gik rigtig godt, selvom HR-damen udfordrede mig lidt, i forhold til om stillingen nu var det jeg ville. Jeg synes dog jeg fik svaret godt på hendes spørgsmål, og jeg tror selv jeg ville trives der. Min eventuel kommende chef er jeg hvertfald ikke i tvivl om at jeg fik på min side. Da jeg til allersidst spurgte ind til hvornår de gerne ville have man startede hvis det var, var svaret prompte “i morgen”. Reelt set ville det dog nok først være per 1/4, men det er faktisk helt fint, så der når at være tid til omstilling, hvis det lykkes altså.

Det interessante er, at jeg nok er ved at vende lidt, iforhold til hvordan jeg ser på de første to stillinger. Efter denne sidste samtale, hælder jeg nok mest til dette sted, og ikke det andet sted, som ellers kunne være et drømme-sted at arbejde, på papiret. Der var bare rigtig god kemi mellem mig og chefen, og da det er en mindre virksomhed, ville jeg formentlig få lov til at prøve lidt flere forskellige ting, hvorimod i den anden stilling ville jeg nok mere ende som specialist. Jeg er nok også lidt ved at opgive på den anden stilling, da jeg stadig ikke har hørt noget. Jeg overvejer at ringe/skrive til dem, men synes bare også det er lidt akavet. Og så er det iøvrigt rigtig dårlig stil at de ikke har givet et pip fra sig, når de lovede feedback i sidste uge.

Til gengæld ringede de fra det 3. firma tidligere på ugen,  som også gerne vil have mig til samtale - det er helt vildt! Jeg tænker efterhånden at det må jo lykkes med én af de her stillinger. Samtidig er jeg også bange for at det lykkes lidt for godt - så jeg vil skulle træffe et valg - eller at jeg får et tilbud fra en der ikke er min førsteprioritet, før denne har meldt tilbage. Men det nytter jo ikke noget, jeg må bare vente og se hvad der sker - tage tingene som de kommer. Og når det kommer til stykket, vil jeg være taknemmelig hvis bare der kommer et tilbud fra ét af firmaerne. Det håber jeg virkelig der gør.

Jeg synes virkelig jeg er et underligt sted lige nu. Men det er jo også en helt ny situation, så på den måde er der egentlig ikke noget underligt i det - at jeg har det som jeg har det. Jeg har naturligvis lidt af lidt manglende motivation på mit nuværende arbejde, men jeg kæmper mod det, kæmper for at stadig gøre et godt stykke arbejde mens jeg stadig er her, for det fortjener de. Det er godtnok svært at holde hemmeligt, at skulle rende tidligt i tide og utide for at gå til samtaler, men jeg tror foreløbigt det er lykkedes for mig uden at vække mistanke. Det ville bare give så ufattelig dårlig stemning, hvis det blev opdaget for tidligt. I en anden sammenhæng igår da vi drak kaffe, faldt kommentaren fra min chef “der er ikke nogen der skal skrive ansøgninger”. Sagt mest i spøg i situationen, men absolut ikke uden et gran sandhed og alvor. Timingen er dårlig for mine kolleger og chef, men det vil den være uanset hvornår det bliver. Der er aldrig et godt tidspunkt at sige sin stilling op på.

Derudover synes jeg det er fantastisk at det endelig smager lidt af vinter udenfor - selvom det har medført at min cykel er ude at kommission pt. De der frosne morgener er bare så fantastiske med den krystalklare luft, solen der brænder igennem disen, og den smukke rimfrost der indhyller alt. Det er virkelig en humørbooster der vil noget. Det trænger jeg også til, for jeg føler virkelig mit liv er i limbo lige nu.

Skide spændende, men også skide hårdt.

Shhh! Det er stadig en hemmelig søndag, 22. jan 2012

Skrevet af underoverfladen under Arbejde, Hverdagsliv, 2 kommentarer

Og jeg er ved at være godt træt af at gå med den! Jo selvfølgelig ved mine nærmeste venner og dele af min familie at jeg søger, men det er bare skideirriterende ikke at kunne skrige ud på facebook, at jeg er gået videre på den første stilling fx! Men det er jeg! Og det er fedt, selvom jeg ikke helt mærker det. Jeg ved dog ikke hvor langt jeg reelt er, da første samtale var hos rekrutteringsfirmaet.

Den anden stilling, som nok er den jeg helst vil have, har jeg ikke fået svar på endnu. Men det burde komme snart. Jeg ved vi var meget få til samtale, så hvis det er gået godt, er det muligt at jeg ikke skal igennem en rigtig 2. runde, men vi får se. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, at de ikke har meldt tilbage som lovet. Det er måske også bare ingen af delene. Det er bare som det er. Jeg prøver ikke at tage hverken glæderne eller sorgerne på forskud, men jeg synes skisme det er svært. Det er knap 3 uger siden det her gik igang, og det synes jeg er virkelig lang tid at gå og vente på afklaring, om man er købt eller solgt.

Jeg har dog lige idag søgt på en 3. stilling, så alt håb er ikke ude, hvis ikke det lykkes med én af de første 2 stillinger. Denne stilling er også interessant, men modsat de andre der er i cykelafstand, er denne i pendle-afstand. Men jeg pendler gerne, hvis det er det der skal til for at jeg kan komme videre. Processen kører virkelig nu, om jeg så får én af de her stillinger eller ej, så er det nu bare et spørgsmål om tid før det lykkes for mig. Beslutningen er taget, og jeg agerer på den, med det bedste jeg kan.

Jeg føler virkelig der er et skift på vej i mit liv, også af andre årsager, men det må blive en anden blog.

(jeg var lige ved at skrive “Skal ikke i Urban” - men det er vel omsonst nu…)

Shhh!! Det er en hemmelighed mandag, 9. jan 2012

Skrevet af underoverfladen under Arbejde, Hverdagsliv, 2 kommentarer

Jeg hader ikke at kunne dele hvad der sker i mit liv, med dem omkring mig. Altså alle dem omkring mig, både venner, familie og mine kolleger. Jeg søgte som tidligere nævnt 2 stillinger, og har været til første samtale hos den ene. Den anden stilling er dog den jeg mest var interesseret i, selvom begge er spændende, og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Nu har de også ringet på den anden stilling - og jeg skal til samtale senere på ugen. Og dette firma er seriøst et drømmefirma at komme ind i, indenfor mit felt, og et sted man bliver i mange år.

Men er bare helt underligt at skulle gå og skjule det her for mine kolleger, hvertfald indtil der forhåbenligvis ligger en kontrakt. En enkelt kollega er med på sidelinjen, men så heller ikke flere af dem jeg arbejder tættest sammen med. Det lægger bare et eller andet sted en dæmper på de store følelser der er tilknyttet, bare selv på dette stadie. Men hvordan kan jeg lade være med at være optimistisk? Som en bonus ligger begge job endda indenfor cykelafstand - og det virker bare seriøst som skæbnen, at jeg skal have et af de her job. Også fordi jeg samtidig nu efter en længere proces føler mig rigtig klar til at skifte. Første samtale gik rigtig godt, og det betyder bare super meget, at jeg på grund af det føler mig så meget bedre klædt på til næste samtale. Jeg prøver ikke at tage glæderne på forskud, men det er altså lidt svært! Jeg vil dog være fuldt tilfreds, bare jeg får ét af dem tilbudt ;)

Når det er sagt så er det dog stadig en helt vild tanke, at jeg måske kun skal blive i min nuværende stilling i ca 1½ måned endnu! Mit nuværende job er på mange måder det første rigtige arbejde jeg har haft, så jeg har meget svært ved at forestille mig hvor meget et nyt arbejde vil påvirke min tilværelse, men logisk set tænker jeg at det vil betyde rigtig meget - man tilbringer jo trods alt 8+ timer på job om dagen.

Men hvis det sker, bliver det dog nok bittersødt at fortælle mine kolleger at jeg smutter, for jeg ved hvor hårdt pressede vi er, og jeg har nogle roller der måske bliver svære at udfylde. Jeg tror dog mange alligevel vil være glade på mine vegne. Samtidig har jeg også nogle rigtig gode kolleger, som jeg helt klart ville savne.

Puha. Vi er kun godt en uge inde i det nye år - men sikke en uge!

Skal ikke i Urban.

Dagens positive torsdag, 5. jan 2012

Skrevet af underoverfladen under Banaliteter, 7 kommentarer

Det var vist alt for nu, men ikke så ringe endda :)

Skal ikke i URBAN.

Så går det lige pludselig hurtigt… onsdag, 4. jan 2012

Skrevet af underoverfladen under Arbejde, 7 kommentarer

I går smed jeg 2 ansøgninger afsted.

I dag blev jeg ringet op og skal til samtale, allerede på fredag!

Puha, det bliver spændende, men er godtnok lang tid siden sidst jeg har været til jobsamtale…

Det bliver så lidt kompliceret af, at det andet job jeg har søgt egentlig er det jeg er mest interesseret i, men jeg skal nok bare være glad for at komme til samtale! Og det er jeg så absolut ;) Det er dog ikke hos selve firmaet, men et rekrutteringsfirma, det har jeg ikke prøvet før…

Skal ikke i URBAN

1-1-2012 søndag, 1. jan 2012

Skrevet af underoverfladen under Arbejde, Filosoferinger, Hverdagsliv, Mænd, 7 kommentarer

Årets første blog, på årets første dag. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, for der er så mange tanker inde i mit hoved, og det er rigtig svært for mig at få styr på dem, processere dem, og komme videre. Jeg ville nogle gange ønske at jeg ikke altid skal tænke så meget over mit liv, istedet for bare at leve det. 2011 var et rigtigt hårdt år for mig, så jeg tænker lidt at 2012 kun kan blive bedre. Håber jeg. En lille kynisk stemme inden i mig siger jeg ikke skal være for optimistisk, men jeg bliver nødt til at tro på at det bliver bedre, uanset. Når alt kommer til alt er det heller ikke så slemt mere, som det har været. Langt fra. Helt godt er det dog heller ikke endnu, men jeg tror på at det nok skal komme, før eller siden.

Jeg savner virkelig meget at have en i mit liv, selvom jeg har nogle fantastiske venner og familie. Men jeg vil jo gerne have min egen lille familie, før man bliver alt for gammel. Jeg har overvejet at prøve lidt online dating igen, men jeg synes det kræver så meget tid og energi, som jeg ikke ved om jeg har lige nu. Samtidig er der også en person i mit liv, som måske kunne have potentiale. Jeg er dog meget i tvivl om det, da der samtidig er nogle ting der gør at jeg har nogle forbehold. Så jeg bør nok lade det ligge, i hvertfald for nu. Samtidig er jeg også bange for at kaste mig ud i et nyt forhold, for jeg frygter virkelig at blive såret og skuffet igen. I gentagne forhold er jeg endt i den situation at jeg er blevet nedprioriteret i en grad der bare er uacceptabel, og som har resulteret i at jeg har måtte ende forholdet. Det kan jeg bare ikke igen. Jeg fortjener en mand der vil kæmpe for mig, og for forholdet. Det fortjener alle. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne ryste ensomheden af mig, og bare være tilfreds med at være mig selv i en periode, men jeg tror ikke rigtig på det. Ok, ja, men ikke tilfreds som sådan.

Jeg synes det har været hårdt at gå arbejde, det sidste halve år specielt, og det ser umiddelbart ikke ud til at blive bedre. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle på arbejde i morgen, men samtidig så ved jeg jo godt at det ikke er så slemt, når først jeg er der. Jeg arbejder stadig på at finde et nyt arbejde, og er også ved at søge en stilling nu, som virkelig kunne være et skridt i den rigtige retning for min karriere. Samtidig er det et sted jeg kan se mig selv være i mange år fremad, da det er et sted der burde være rigtig gode udviklingsmuligheder. Jeg tør dog ikke håbe for meget, da sidst jeg søgte en stilling hvor jeg var ret sikker på at komme til samtale, skete det ikke. Men de får i hvert fald en gennemarbejdet ansøgning fra mig en af de nærmeste dage, og så må jeg bare tage den derfra. Jeg kan ikke helt overskue hvor meget et nyt job ville betyde af omvæltninger i mit liv, men jeg ved også at jeg ikke kan fortsætte hvor jeg er nu, i længere tid.

Jeg føler til tider at jeg spilder meget af min tid, fordi jeg ikke laver så meget fornuftigt, når jeg har fri. Men jeg prøver at lade være med at være så hård ved mig selv, for hvad skal jeg ellers bruge min tid på? Der er grænser for hvor meget husligt arbejde der ligger i en 2v. Det er bare en underlig fornemmelse at føle man nærmest har for meget tid til sig selv til tider, når alle omkring en ikke føler de har nok. Jeg bruger specielt meget tid på bøger for tiden, hvor jeg læser en hel del af Murakamis bøger. Han er virkelig en dygtig forfatter, og ret enestående. Lige nu er jeg ved at gnave mig igennem serien IQ84, 3 bind, det er noget af det bedste jeg har læst af ham til dato.

Samtidig er jeg dog heller ikke i tvivl om, at jeg har behovet for at holde fri som jeg gør. Det er et eller andet sted nok en fornuftig modvægt, til nogle af de andre ting der sker i mit liv.

For at slutte af, og starte året på en lidt positiv note, er her årets første positiv-liste:

Godt nytår derude.

Skal ikke i URBAN.

At skrive ud, og skrive ind fredag, 23. dec 2011

Skrevet af underoverfladen under Bloggeri, Filosoferinger, Observationer, 5 kommentarer

Det er som om at skriveprocessen har ændret sig for mig, og i flere retninger

Jeg har skrevet flere lange indlæg på det sidste, men når aldrig til at trykke “udgiv”. Måske fordi skriveprocessen i sig selv var nok til formålet med disse indlæg.

Helt modsat har jeg også lært at visse ting er ikke nok at skrive ud her, de skal kommunikeres direkte til den involverede. Selvom det kan være svært. Men det var helt nødvendigt for mig. Og jeg er glad for at jeg gjorde det, for jeg tror det var en vigtig brik i at få lukket en dør jeg har svært ved ikke at lade stå på klem, bare en lille smule.

Jeg har rundet et skarpt hjørne, eller rundt om man vil, men er kommet levende gennem det. Af samme grund er december bare fløjet afsted, og jeg forstår ikke helt det er jul i overmorgen, men jeg glæder mig umådeligt til at tilbringe juledagene sammen med familie og venner.

Jeg er stille og roligt kommet op af det sorte hul jeg har været i, igen, og har tænkt mig at se på nytåret som en ny start, hvor jeg vil se fremad, og ikke så meget bagud.

Glædelig jul og godt nytår til blogland.

Et spørgsmål om tro torsdag, 8. dec 2011

Skrevet af underoverfladen under Observationer, Selvudvikling, Tro, 6 kommentarer

Jeg er både døbt og konfirmeret, men når jeg tænker tilbage, kan jeg egentlig ikke huske om jeg tog aktiv stilling da jeg blev konfirmeret - og om jeg overhovedet blev spurgt om jeg ville. Når jeg tænker tilbage har jeg nok også været for ung og ukritisk da jeg blev konfirmeret, til reelt at tage stilling.

Som voksen har jeg aldrig rigtig været i tvivl om hvor jeg står, og jeg står rimelig solidt plantet midt i det hele, som erklæret agnostiker. Til tider hælder jeg lidt mere til den ene eller den anden side, men fundamentalt er jeg bare en tvivler. Det hænger nok en del sammen med min naturvidenskabelige baggrund.

At være agnostiker er meget langt fra at være ateist. For jeg afviser på ingen måde, at der er mere mellem himmel og jord end øjet kan se, men jeg tror ikke på den etablerede kristendom, eller andre etablerede trosretninger. Tro for mig har ikke noget at gøre med den institution som bl.a. folkekirken er blevet. For mig er tro noget meget personligt. Samtidig har jeg slet ikke lyst til at tro på kristendommens gud (ja, med lille g). Jeg har ikke lyst til at tro på en gud der tillader alle de frygtelige ting der foregår på vores jordklode, dag ud og dag ind. Og jeg tror absolut ikke på skabelsesberetningen, eller intelligent design. Jeg ved godt tro handler om netop det, at tro, modsat at vide, og det er netop der filmen knækker for mig.

Jeg kan til tider være kynisk, og mene at tro er for de svage, der ikke kan overskue at vi er sat på jorden alene, og at der ikke er en højere mening med det hele. Men samtidig kan jeg godt til tider være misundelig på dem der har troen, for det må da give en form for tryghed, som jeg ikke oplever. Specielt i hårde situationer mærker jeg min position flytte sig, bare en smule, hen mod troen. Og det er også sket, at jeg i et svært øjeblik har vendt øjnene ned, og tankerne op. Men mine bønner er aldrig blevet hørt. Endnu. Men jeg ender altid tilbage til mit udgangspunkt, når jeg genfinder min egen balance og indre ro. At jeg ikke er gået i den anden grøft som erklæret ateist er nok fordi at jeg et eller andet sted gerne vil tro på at der er mere mellem himmel og jord. Men jeg har ikke brug for at putte den tro jeg har, hvor lidt det end er, ind i en kasse, og give den et navn.

Jeg er medlem af folkekirken, og har egentlig mest bibeholdt det, for at have muligheden for visse af de her kirkelig ritualer, hvis det skulle blive relevant. Men jo mere jeg tænker over det, så kan jeg bare ikke se mig selv blive hverken gift, eller døbe mine børn i en kirke. For jeg ville føle mig som en hykler. Jeg ville ikke gøre det for velsignelsens skyld, fordi jeg tror på ritualerne, og det der ligger bag. Jeg ville gøre det for traditionens skyld, og det er bare ikke nok for mig. Hvis en eventuel fremtidig partner har en anden holdning, kan det selvfølgelig diskuteres, men det er ikke noget jeg selv ville opsøge.

Så derfor er jeg nok nået frem til den konklusion at jeg vil melde mig ud af folkekirken. Ikke fordi jeg har ondt i røven over den smule kirkeskat. Mere af principielle årsager.

Det er vel også en fin måde at markere at man er blevet rigtig voksen?

Lidt positive tirsdag, 6. dec 2011

Skrevet af underoverfladen under Arbejde, Filosoferinger, Hverdagsliv, 2 kommentarer

Urban ikke-nikke-nej.

Jane Eyre på flere måder fredag, 2. dec 2011

Skrevet af underoverfladen under Bøger, Observationer, 4 kommentarer

For noget tid siden faldt jeg ved et tilfælde over at BBC sendte Jane Eyre som mini-serie i 4 afsnit. Og da Jane Eyre er en klassiker, og BBC generelt laver gode udsendelser satte jeg fluks maskinen til at optage - og blev på ingen måde skuffet.

Som bogorm bliver man tit skuffet når man har læst en fantastisk bog, og filmatiseringen bare ikke lever op til det. Og tit er rækkefølgen jo sådan at bogen kommer først, naturligvis, og så ender man med den uheldige situation.

Denne gang lykkedes det mig dog at gøre det omvendt. Da jeg så mini-serien, var jeg ikke i tvivl om at jeg blev nødt til at læse bogen bag, og det har jeg så gjort. Jeg vidste bare, da jeg så serien, at bogen ville være fantastisk, fordi der bare er “mere” af det hele i en bog. Mere af historien, mere baggrund, dybere karakterer, dialoger osv. Selvom jeg nu kendte historien i hovedtræk fra serien, skuffede bogen på ingen måde. Tværtimod nyder jeg at se karaktererne for mit indre blik, som de var i mini-serien, for de var castet rigtig godt, og det gav nærmest en forventningens glæde, mens jeg læste bogen. Og jeg kan nemmere tilgive serien de steder hvor den har sprunget over, eller lavet en tolkning jeg måske ikke er helt enig i.

Bogen er jo en klassiker, og det forstår jeg rigtig godt. Fantastisk historie, og fantastisk forfatteri. Så bliver det næsten ikke bedre.

Jeg er dog lidt i et dilemma nu, for nu er Jane Eyre kommet som spillefilm! Og på den ene side har den fået pæne anmeldelser, og jeg har et eller andet sted lyst til at se den, men det er måske smartest at lade være. Der er bare en kæmpe forskel at gå fra en mini-serie med 4-6 timer ialt, og til spillefilmslængde. Karakterne lever inde i hovedet på mig nu - og de billeder har jeg ikke lyst til at ændre på.