Cookie- og privatlivspolitikUnderligheder og irritationsmomenter tirsdag, 31. jan 2012
Skrevet af underoverfladen under Arbejde og karriere, Filosoferinger, Hverdagsliv og vaner, Rants, Sjælesorg,Lidt forskellige tanker der har akkumuleret sig, og som har brug for at blive luftet, potentielt på en lettere forvirrende måde. Så er I advaret. Og det er også skide langt. Ha.
Hvor skal vi hen du? Sommerferien er ved at blive planlagt på mit arbejde - det er virkelig underligt, på flere måder. For det første så håber jeg at jeg ikke arbejder lige her til den tid, og selvom jeg gør, så har jeg bare lige nu absolut ingen ide om hvad jeg skal bruge min sommerferie på. Men samtidig ved jeg at jeg er træt af det er mig der altid tidligere har taget hensyn til de andre, og lagt min ferie uden om lukkeuger og højsæsonen. Men det er bare ikke sjovt gang på gang at være den der lægger sin ferie enten sent eller tidligt - så selvom jeg pt ingen planer har, så har jeg bedt om fri i juli. Bare fordi jeg ikke har kæreste eller børn, er min ferie ikke mindre vigtig. Næsten alle mine kolleger har familier, og der er meget tendens til at det er dem der skal tages hensyn til. Men hvorfor egentlig? De har truffet nogle valg, og har nu familie. Det gør ikke deres fritid vigtigere end min, bare fordi jeg ikke har familie - men sådan føles det til tider. De får omsorgsdage og jeg ved ikke hvad. Selvfølgelig skal der være plads til at man både kan arbejde og have børn, for børn er nu i samfundets bedste interesse, og jeg vil da også værdsætte det når det bliver min tid - man kan godt bare blive lidt træt af at føle sig som anden-klasses borger, og altid skal være den der er fleksibel.
Jeg har brug for hjælp. Hvorfor er de 5 små ord så svære at sige? Jeg synes hele tiden der er et eller andet som jeg ikke kan klare selv. Men det er ikke så meget det at jeg ikke kan klare det selv, der er problemet. Det er nok mere at det tydeliggør hvor meget jeg savner at have “den der” person i mit liv, som ellers ville hjælpe med alle de der småting. Jeg har været rigtig god til at holde ensomheden fra døren på det sidste, men jeg har også stæset rundt, så har et eller andet sted heller ikke haft tid til det, på sin vis. Det er som om mit liv består af ekstremer for tiden. Fx sidste uge var ret sindssyg, hvor jeg nærmest hver eneste dag skulle noget oven i arbejde. Søndag hvor jeg endelig ikke skulle noget, endte jeg så i modsatte grøft med praktisk talt at tilbringe hele dagen på sofaen, med tv, bog og wf, og kastede en masse usunde ting i kæften. Og endte med en rigtig dårlig smag i munden.
Er jeg god nok? Jeg er normalt ret sikker på mig selv, i forhold til mine faglige evner. Jeg har rimeligt godt styr på hvad jeg kan, og ikke kan, og hvad jeg er god/mindre god til. Men så her efter samtalerne bliver jeg lige pludselig i tvivl - kan jeg virkelig det jeg tror jeg kan ifht de her stillinger jeg søger? Det er i høj grad mit felt det jeg skal lave, men jeg skal bruge min viden på en helt ny måde - og det jeg tror jeg skal lave, er det i virkeligheden det som jobbet går ud på? Men jeg har lyst til at prøve - hvis jeg får chancen.
Hvornår bliver det min tur? Den sidste periode har jeg set meget mere til min nærmeste familie end jeg plejer, og det er virkelig fantastisk, men samtidig bliver jeg igen mindet om mit eget savn, når jeg sidder i min søsters sofa med en nevø eller niece puttet op af mig og ser MGP. Jeg mærker virkelig det her savn mere og mere - ikke bare det at jeg er ved at være små-skruk, men også ikke at skulle stå alene om alting. Jeg har en fantastisk familie, og nogle fantastiske venner, men de kan bare ikke fylde det hul der er i mit liv.
Jeg kan godt! Jeg prøver virkelig at være positiv for tiden, og lade være med at lade småting gå mig på. Og det virker også i en vis udstrækning. Selvom jeg stadig brokker mig i nogen grad, så synes jeg at jeg er blevet noget bedre til at være taknemmelig over det jeg har, og leve noget mere i nuet. Lade små ting glide af, uden at de hæfter sig fast, og hidser mig op.
Højt at flyve, dybt at falde. Lige nu er jeg dog meget lidt positiv, da det andet afslag er tikket ind, på det job jeg allerhelst ville have. Og igen er jeg blevet fravalgt på kriterier jeg ingen kontrol over har, da de valgte en kandidat de kendte i forvejen, og som har mere erfaring. Den er sgu svær at slå. Det er både fedt og ufedt at blive valgt fra på den måde. Fedt at få positiv feedback, men det er sådan lidt en tom fornemmelse, for det er jo stadig et afslag i sidste ende. Og et afslag jeg intet kan gøre for at forhindre sker igen. Det sidste job jeg har søgt er jeg desværre endt med at måtte trække min ansøgning tilbage, af årsager jeg ikke kan beskrive her. En helt ubeskrivelig situation, jeg bare ikke havde forventet at ende i, men her er jeg nu. Jeg ved ikke hvornår der bliver nye stillinger at søge, så nu må jeg prøve at affinde mig med at skulle blive i min nuværende stilling i noget længere tid end jeg egentlig havde regnet med. Det bliver svært, men jeg bliver nødt til at få det bedste ud af det, for ellers går jeg for alvor ned med flaget, igen.
Jeg har virkelig brug for at der sker noget positivt i mit liv lige nu, for jeg har virkelig brug for at være mere tilfreds med mit liv, som det ser ud lige nu. Jeg synes jeg kæmper og kæmper for det, men et eller andet sted føles det som at pisse i modvind til tider.
Jeg ved godt der er en masse positivt at tage ud af det forløb jeg har været igennem siden nytår, men lige nu er det bare ikke det der er i fokus. Lige nu skal jeg bare komme mig over at jeg føler jeg er blevet sparket tilbage til start, selvom jeg godt ved det ikke er en fair repræsentation.
I det mindste skinner solen, og dagene er blevet længere - det hjælper, lidt.
Kommentarer
Det er virkelig øv med de jobs. Jeg håber sgu for dig, at der snart kommer noget godt din vej (på alle fronter). Det er mega-svært, at have sagt mentalt farvel til sit job og så stadig sidde der.
Mht. børn - har du overvejet at få et alene?
Tusind tak Birgitte. Jeg kan også virkelig mærke hvor meget jeg havde forberedt mig på det! Så nu prøver jeg at stille tilbage igen, og er ved at lave mig en liste over alle de gode ting der er ved mit nuværende job.
Mht børn så ja - men ikke før om nogle år hvertfald. Er ikke klar endnu til at give op på at finde en dejlig mand at få dem med
Jeg er virkelig ked af, at du ikke fik et af de jobs, når der nu var så relativt mange på bedding. Øv!
Jeg synes også, at det er dejligt at læse, at du prøver at holde fast i det positive, men samtidig tænker jeg, om du mon er lidt for hård ved dig selv? Er det ikke også ok at være ked af det? Kan du ikke give dig selv plads og rum til at sørge lidt over, at dine drømme ikke gik i opfyldelse?
Generelt snakker mennesker i dag så meget om at kommer over og komme videre, at jeg nogle gange tror, vi glemmer at give os selv og hinanden lov til at føle den smerte, som også er en del af livet.
Men måske overtolker jeg nu. Undskyld, hvis det er tilfældet.
Jeg synes ikke jeg er hård ved mig selv, og jeg har også grædt nogle tårer over det. Men du har nok til dels ret, selvom jeg prøver at være positiv og se fremad så er jeg absolut ikke færdig med at være ked og ærgre mig…jeg kan også mærke det er nogle følelser der er svære at få rigtig ud, desværre